Klogere på AI: AI (er) for ledere
- Katja Andersen
- 30. jun.
- 4 min læsning
Jeg sad for nylig med en direktør, der fortalte mig, at hans virksomhed var godt i gang med AI. De havde Copilot og der var købt licenser til alle. Jeg spurgte, hvad de brugte det til. Han tænkte sig lidt om. "E-mails og sådan noget," sagde han. Personligt brugte han det ikke ret meget, men der var da nogen i virksomheden, som brugte det.
Det er faktisk ret typisk for danske virksomheder. Desværre. Mere end 75% har fået adgang til værktøjer, færre end 10% har fået træning, og godt halvdelen af virksomhederne synes ikke, de rigtigt får værdi ud af AI. OpenAI lavede i 2026 en analyse af, hvordan lande og brugere faktisk anvender AI. Danmark ligger næsten helt i bunden. OpenAI har analyseret data for at vurdere, hvor meget vi reelt trækker på AI i vores tænkning, og vi ligger under EU-gennemsnittet, de fleste lande i EU og det globale gennemsnit. De fleste andre lande er langt foran os i at skabe værdi med AI.
Vi mister noget, også når vi gør ingenting
Lige nu er der en kløft mellem det, du hører om AI, og det, der rent faktisk sker i din virksomhed. Du hører om Klarna, der erstatter hundredvis af stillinger med AI. Og om Danske Bank, der skærer stillinger, fordi AI nu effektiviserer interne processer. Du hører om virksomheder, der lancerer produkter på tre uger, som tidligere tog tre år. Du får fortalt om virksomheder, der har lavet helt nye løsninger, automatiseret de trælse opgaver eller gjort det nemmere at være leder. Og så kommer du tilbage på kontoret, og der er Copilot. Til e-mails og sådan noget.
Der er også en kløft mellem dig og dine medarbejdere. De forventer, at du har taget AI til dig og kan give retning, men mange af dem ved heller ikke selv, hvad de skal bruge det til eller hvordan.
Kløften opstår, fordi AI føles svær at forstå, og fordi usikkerhed om værktøjer, risici, data og regler får mange til at lade IT tage styringen. IT kan godt styre infrastrukturen. Men IT kan ikke tage stilling til, om I skal automatisere dele af jeres kundeservice. Om I skal tilbyde nye digitale services ovenpå jeres fysiske produkter. Om den viden, I i dag mangler om jeres marked og kunder, faktisk er tilgængelig, hvis I bruger de rigtige værktøjer. Om medarbejderne skal og må bruge AI til kundedata, interne data, aflevering af materiale til kunderne. Det er forretningsbeslutninger, der både påvirker kunder, indtjening, medarbejdere, leverandører og omverden, og de bør ses i lyset af, hvordan AI kan understøtte jeres strategi. Og nej, I har ikke brug for en særskilt AI-strategi, men selvfølgelig en plan for AI.
Du skal være klogere på AI
Jeg tror, du godt ved, at du bør vide mere om AI. Du ved godt, at du skal øge din egen forståelse, og du er langt fra ligeglad. Du er måske bare usikker på, hvad du egentlig skal mene, gøre, hvordan du kommer godt i gang og hvor du kan få hjælp. Og i det vakuum sker der ikke meget. Det kræver tid at bygge forståelsen op, og det er som regel det, der mangler. Men du er nødt til at prioritere det.
At blive klogere på AI betyder ikke at forstå det hele. Det kan ingen. Det betyder at være nysgerrig nok til at lære mere end du ved i dag. At hente sparring. At bruge det på dine egne opgaver. Jeg har lavet et par prompts, som du kan finde her. De kan hjælpe dig i gang med dine egne opgaver. Brug dem i Copilot, Claude eller ChatGPT (eller jeres eget, men bemærk at nogle kræver, at du har websøgning aktiveret). Promptsne er blot en start. Du er nødt til at prioritere de måske ti timer, der kan få dig godt på vej. Jeg har lavet nogle AI-onlinekurser, og hvis du skriver til mig på katja@aily.dk, kan jeg give dig en voucher til gratis adgang. Fordi jeg virkelig tror på, at vi skal blive klogere på AI. Nu.
Du skal sætte en retning for AI
Når du som leder, eller jeres bestyrelse, har fået nok forståelse om AI til at stille de rigtige spørgsmål til jeres egen forretning, begynder tingene at ændre sig. I begynder at se på jeres strategi og spørge, hvor AI kan hjælpe. Det gamle trick med at forestille sig, hvad en ny konkurrent udefra med fuld adgang til AI ville gøre ved markedet, jeres virksomhed og jeres kundeoplevelse, er stadig en god øvelse. Det er med til at sætte retningen for, hvad I gerne vil med AI. Herefter skal I forholde jer til, hvor meget AI skal fylde, hvad der stadig skal være menneskeligt, hvad der skal være personligt. Jeres DNA har aldrig været vigtigere end nogensinde.
Udover at se jeres virksomhed i et andet perspektiv hjælper det også dine medarbejdere. Der tales rent faktisk om digital stress i dag, fordi medarbejderne mangler retning, forventninger og træning. De er lidt blevet efterladt på perronen i troen på, at de selv kan blive klogere, mens de er usikre på hvordan.
Kære leder
Jeg har skrevet en håndbog til dig, der gerne vil blive klogere på AI. Du finder den lige her. Og ræk ud, hvis jeg kan hjælpe dig eller din virksomhed med sparring om, hvordan AI passer ind hos jer.




Kommentarer