Jeg bruger AI til at hjælpe mig med at skrive - men nok på en anden måde end du tror...

Det tomme dokument. Den blinkende cursor. Den meget hvide side i et dokument, der endnu ikke er begyndt. Uanset om du er forfatter, der skal i gang med det første kapitel, lederen, der skal skrive en svær mail til medarbejderne, marketingchef, der skal lave en præsentation, udvikleren, der skal starte designet af en app, den studerende der skal lave en opgave – eller en som mig, der skal skrive et blogindlæg – så har den hvide side en særlig evne til at få os alle til at gå helt i stå. Men AI har hjulpet mig med at komme forbi denne side – og få langt mere fra hånden. Ikke fordi den skriver for mig. Men fordi den hjælper mig i gang.

Den blanke side kan være skræmmende

Frygten for den blanke side er ikke ny – og den er heller ikke irrationel. Den har faktisk et navn. I sin mest ekstreme form kaldes den scriptophobia, og psykologer har sporet den tilbage til nogle meget menneskelige mekanismer. Èn af årsagerne er frygten for perfektionisme. I det øjeblik du åbner et nyt dokument, ligger der en usagt forventning: Du skal producere noget, der er værd at læse. Lige nu og lige her. Det pres skaber angst. Og angst fører ofte til undgåelse. I en tid hvor vi lever under deadlines, gør presset det endnu sværere for os. Der er også det, forskere kalder mulighedernes lammelse. En tom side rummer uendelige muligheder. Det lyder måske som en gave – men fungerer ofte som en mental blokering. Når alt er muligt, føles intet som det rigtige sted at begynde. Og så er der den første sætning. De fleste, der kæmper med den blanke side, mangler faktisk ikke idéer – de har masser. Men hjernen fryser i overgangen mellem tanke og tekst. Cursoren blinker. Og pludselig virker det som om den blinkende cursor er mere aktiv end hjernen. Tidligere kunne det tage mig virkelig lang tid bare at komme i gang. Jeg genkender alle de følelser og udfordringer, der følger med en tom side. Og jeg kan se, at jeg langt fra er den eneste.

Forfattere har altid kæmpet med den tomme side

For nogle år siden skrev jeg en bog, mens jeg var på barsel med min yngste søn. Jeg læste en del om, hvordan man arbejder mest effektivt med at skrive, og næsten alle råd pegede i samme retning: Undgå den tomme side. Lad være med at slutte dagen med at afslutte et kapitel. Lad være med at redigere alt færdigt inden du ligger dig til at sove. Eller som Ernest Hemingway sagde: “Don't empty yourself out”. Hans råd var netop at stoppe, mens man stadig havde noget tilbage, så man ikke startede næste dag med et helt tomt hoved. Selv Vincent van Gogh kæmpede med det tomme lærred. Han mente, at lærredet nærmest sagde til ham: “You can't do anything.” Jeg har derfor været opmærksom på udfordringen med den tomme side side i mange år. Jeg møder den stadig – hvad enten det er en mail, en præsentation, et nyt projekt, en bog, et blogindlæg eller en opgave på studiet (ja, jeg studerer også). Det hele handler i virkeligheden om én ting: At komme i gang.

AI er en kæmpe hjælp til at overkomme den blanke side.

Jeg bruger ikke AI til at skrive for mig, men som en sparringspartner. Når jeg sætter mig ned for at lave noget uanset hvad, så er det mig, der har perspektivet, erfaringen og holdningen.

AI ved ikke, hvad jeg mener. Den kender ikke mine kunder, mine perspektiver eller hvad jeg egentlig vil sige. Hvis jeg overlod det hele til en AI, ville jeg ende med noget, der lyder som … ja, noget skrevet af en AI. Men det AI kan hjælpe mig med, er at komme forbi den tomme begyndelse.

Sådan gør jeg i praksis

Jeg starter ofte med bare at vende tingene. Jeg åbner en chat og beskriver, hvad jeg prøver at skrive. "Jeg skal skrive et blogindlæg til min konsulentvirksomhed. Det handler om, hvorfor folk er bange for at starte på noget. Jeg har nogle noter, men ved ikke helt, hvor jeg skal begynde. Hjælp mig lige med at finde ud af, hvad det kunne indeholde." Bare det hjælper. Når jeg sætter ord på opgaven – også lidt løst – går den fra at være en diffus tanke til noget mere konkret. Derefter beder jeg om en ramme. Ikke et udkast – men en struktur. Jeg kan for eksempel spørge:

• Hvordan kunne man åbne sådan en tekst?

• Hvad kunne være en interessant vinkel?

• Hvad har andre skrevet om emnet?

AI er faktisk ret god til at komme med muligheder. Jeg får måske fem forslag og erkender, at de alle sammen er forkerte. Men i processen med at afvise dem finder jeg ud af, hvad jeg selv mener. Herfra begynder jeg min analyse. Ofte hopper jeg mellem forskellige værktøjer – Claude, Perplexity, Google Scholar, Figma, Lovable, Beautiful.ai – for at udvide min viden, teste idéer og få styr på tankerne.

Derefter sparrer jeg igen med AI om, hvor jeg skal starte. Ofte giver jeg AI en masse noter og tanker, andre gange skriver jeg noget virkelig dårligt og indsætter det. Et rodet afsnit. En halv tanke, nogle blandede ideer. Og så spørger jeg: "Kan du hjælpe mig med at se, hvad det egentlig er, jeg prøver at sige her?" AI giver mig et overblik. Nogle gange giver det mening, andre gange ikke. Og ofte ender jeg med at skrive det hele om. Men nu ved jeg, hvad jeg skriver hen imod. Den dialog betyder noget. Det er ikke en enkelt forespørgsel og et svar. Det minder mere om at tænke højt sammen med nogen, der altid er tilgængelig – og som ofte siger: “Det er en god idé …” Jeg skriver noget. Den svarer. Jeg skifter retning. Starter forfra. Finder tråden. Den blanke side bliver erstattet af et rodet arbejdskladde. Og et rodet arbejdskladde er noget, jeg faktisk kan arbejde med.

Og ja – jeg bruger den også til grammatik. Ikke fordi jeg ikke kan stave, men fordi det bryder flowet, hvis jeg stopper midt i idéerne for at rette fejl. Når jeg har noget, der er værd at læse, kører jeg teksten igennem og rydder op: Giver sætningerne mening? Er grammatikken korrekt? Og hvis længere præsentationer tjekker jeg også, om mine argumenter er modstridende.

Stemmen er stadig min

Det vigtigste er, at stemmen – perspektivet, argumenterne, eksemplerne – stadig er mine.

AI hjælper mig bare fremad. Det, der ender med at være i dokumentet, er stadig mit arbejde.

Et par tips, der kan hjælpe dig i gang

Hvis du vil blive bedre til at komme i gang, så er her nogle råd, der har hjulpet mig:

1. Sænk ambitionerne – vær mest optaget af at få noget ud og ned. Prøv evt. at skrive en virkelig dårlig første version. En bevidst dårlig kladde er nemlig stadig en kladde. Som Jodi Picoult siger: "Man kan ikke redigere ingenting". Skriv ét dårligt afsnit bare for at have noget på siden – og forbedr det bagefter.

2. Brug AI som hjælper – ikke som skrivemaskine. Før du skriver, så beskriv hvad du vil. Fortæl AI dine tanker og hvor du gerne vil ende. Spørg hvad den finder interessant ved emnet, eller hvilke spørgsmål en læser kunne have. Du leder ikke efter svar – du varmer din egen tænkning op.

3. Skriv uden at rette. Brug den første time eller mere på at skrive og ret ikke noget. Ingen stavekontrol, ingen omstrukturering, ingen sletninger. Få bare ordene ned. Du kan rydde op senere. I starten handler det om mængde – ikke kvalitet.

Den blanke side har været en udfordring for mange i lang tid. Det vil den nok blive ved med. Men hvis du bruger AI rigtigt kan det være en kæmpe hjælp. Ikke som en erstatning for din stemme. Men som en måde at finde den.

.................

Hos AILY hjælper vi organisationer og enkeltpersoner med at opbygge praktiske AI-kompetencer – ikke bare adgang til værktøjer, men evnen til at bruge dem rigtigt.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan AI kan blive en naturlig del af din arbejdsdag på en måde, der faktisk giver mening, så tag endelig fat i os.